Cykel eller footbike

#fireugerpåfootbike

I fire uger har jeg som nævnt parkeret min almindelige cykel i cykelskuret for i stedet at køre på footbike til og fra arbejde hver dag. Min hensigt med Fire uger på footbike-forsøget er ikke at fremstille footbikes som værende altid bedre end cykler; jeg vil i løbet af forsøgets fire uger både skrive om hvad der er let, og hvad der er mindre let når man bruger en footbike som transportmiddel i København.

Det er heller ikke fordi jeg er utilfreds med min almindelige cykel; jeg er faktisk svært glad for min Batavus, for den kører godt og har både rullebremser, navdynamo, gode gear og ikke mindst barnesæde. Sidstnævnte gør det let at have min treårige søn eller nogle indkøbsposer bagpå. Derfor var jeg spændt på hvordan det ville være at bruge footbiken hver dag, og om jeg kunne aflevere mine sønner i skole og børnehave uden ekstra besvær.

I modsætning til min almindelige cykel er der ikke barnesæde på min footbike. I stedet står min yngste søn på footbiken mens jeg trækker den. Vi bor kun nogle hundrede meter fra skole og børnehave, så det er ikke en lang tur. Hvis jeg skulle have afleveret ham i børnehave nogle kilometer væk, havde det nok været en større udfordring.

Han er 3½ år nu. For et år siden ville han ikke have kunnet stå på en footbike uden at stikke af. Man kan faktisk godt montere et barnesæde på en footbike – se f.eks. dette barnesæde på en Yedoo City – men det er bedst egnet til mindre børn.

Jeg plejer at cykle til arbejde på cirka 20 minutter, og hvis jeg en sjælden gang går hjem fra arbejde, kan jeg gå (i rask tempo) på cirka 40 minutter, så jeg havde forventet at det ville tage mig omkring 30 minutter at køre turen til arbejde på footbike. Det viste sig imidlertid at jeg var lige så hurtig på footbike som på almindelig cykel.

Den tjekkiske footbikeproducent Crussis skriver på deres site footbikefitness.com om forskellige fordele ved footbikes i forhold til cykler, bl.a. at footbikes giver bedre træning for hele kroppen, og at footbikes er billigere og lettere at vedligeholde.

Kickbike Ontario har en lignende footbike vs cykel-side og skriver både om fordele og ulemper. En af ulemperne er f.eks. at det er hårdere at køre op ad bakke, og at det er mere fysisk krævende at køre på footbike end på almindelig cykel, fordi 90% af sine muskler. Sidstnævnte kunne selvfølgelig lige så godt fremhæves som en fordel. Mange kører jo netop footbike for at få god og hård træning.

Før mit forsøg var jeg spændt på om det ville være for belastende for mine knæ at køre på footbike hver dag; jeg har nemlig haft problemer med mit venstre knæ. Men mine muskler omkring knæet er tværtimod blevet styrket. Flere fremhæver da også at footbiking er mere skånsomt for ledene end f.eks. løbetræning.