Få dine 30 minutter om dagen

#fireugerpåfootbike

Sundhedsstyrelsen anbefaler som bekendt voksne på 18-64 år at være fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen.

Måske har du ligesom undertegnede lidt svært ved at presse 30 minutters motion om dagen ind i en travl hverdag. Selvom jeg normalt cykler til arbejde hver dag (2*4 kilometer) og går til yoga en time eller to om ugen, kunne jeg godt bruge lidt mere fysisk aktivitet – ikke mindst for at opveje de mange timer dagligt foran computeren på arbejdet. Det synes jeg mine daglige ture på footbike giver mig.

“Aktiviteten skal være med moderat til høj intensitet og ligge ud over almindelige kortvarige dagligdagsaktiviteter. Hvis de 30 minutter deles op, skal aktiviteten vare mindst 10 minutter”, skriver Sundhedsstyrelsen. “Mindst 2 gange om ugen skal der indgå fysisk aktivitet med høj intensitet af mindst 20 minutters varighed for at vedligeholde eller øge konditionen og muskelstyrken. Der skal indgå aktiviteter, som øger knoglestyrken og bevægeligheden.”

Moderat intensitet defineres som “hvor du bliver lettere forpustet, og hvor du kan tale med andre imens.” Høj intensitet defineres som “hvor du føler dig forpustet og har svært ved at føre en samtale.”

Jeg vil tro min tur på footbike til arbejde ligger omkring moderat intensitet. Det tager mig cirka 20 minutter at køre til arbejde på footbike – samme tid som hvis jeg cyklede på min almindelige cykel. Jeg ligger ikke i overhalingsbanen på cykelstien hele tiden, men jeg ligger heller ikke og venter bag de langsomste medcyklister; jeg overhaler engang imellem. Jeg bliver varm, men ikke klamsvedig. Jeg har en ekstra t-shirt i rygsækken og skifter når jeg kommer på arbejde.

Det er jo relativt simpelt at justere op og ned efter behov: Hvis jeg vil have motion med høj intensitet, kan jeg selv justere op og give den gas på cykelstien. Hvis jeg ikke har lyst til at blive varm og få pulsen op, kan jeg tage den med ro på cykelstien.

Læs også

Fitness på footbike