Forkert footbiketøj?

#fireugerpåfootbike

Findes der rigtigt og forkert footbiketøj? Som udgangspunkt kan man køre i sit almindelige tøj, og nogle footbikeproducenter reklamerer endda med at man kan køre på footbike i jakkesæt eller kjole. Jeg går ikke selv med kjole, men jeg tænker at det også er lidt lettere at køre på footbike end almindelig cykel med sadel hvis man har kjole eller nederdel på.

Der er gået tre uger i mit Fire uger på footbike-forsøg, og de første mange dage kørte jeg i mit almindelige tøj. Men jeg blev hurtigt glad for at køre lidt hurtigt og få pulsen op, og så blev jeg mere svedig end når kørte på en almindelig cykel. Derfor er begyndt at have en sports-t-shirt inderst som lader huden ånde bedre end en bomulds-t-shirt. Jeg har en ekstra t-shirt og trøje i tasken, og så skifter jeg når jeg kommer på arbejde.

Man kan evt. køre i løbe- eller cykeltights, men jeg synes det afhænger af hvilket tempo man har tænkt sig at køre i, og om man har mulighed for eventuelt at skifte (noget af sit) tøj når man kommer på arbejde.

Hvad angår fodtøj, skrev jeg tidligere at store gummistøvler ikke er velegnede. Jeg kører for det meste i sneakers eller (lette) vinterstøvler. Hvis vejret er lidt fugtigt, bliver nogle cykelstier og brosten lidt glatte; de dage er det min erfaring at det er bedst at have nogle sko eller støvler med lidt mønster på sålerne, så man får bedre fat i underlaget. Jeg havde f.eks. nogle sneakers på en dag som har lidt glatte såler, og de havde ikke et lige så godt vejgreb – hvis man kan bruge det udtryk om sko.

Jeg kører selvfølgelig med cykelhjelm, og under hjelmen har jeg en tynd hue. Det har jeg også på når jeg cykler på min almindelige cykel. Selvom jeg opfatter mig selv som en meget ansvarlig og erfaren trafikant, og selvom jeg kan reagere hurtigere på en footbike end på en almindelig cykel – f.eks. hoppe hurtigt af – har jeg set lidt for mange dørulykker (hvor uopmærksomme bilister smækker en dør lige op i en forbipasserende cyklist) hvor cykelhjelmen eller manglende cykelhjelm har afgjort om cyklisten fik nogle knubs eller blev invalid.