Første lovlige footbike med hjælpemotor

Af og til møder jeg et motoriseret løbehjul eller longboard i København. Hvis man som scooter commuter vil være gode venner med det danske politi, skal man imidlertid lede efter et andet transportmiddel, for førnævnte betragtes ikke som cykler eller elcykler og må derfor ikke køre på danske veje og cykelstier. Men det må det motoriserede løbehjul Smart Ped fra FlyKly ifølge den danske pressemeddelelse:

“Elløbehjul er normalt ulovlige i Danmark da en motor står for fremdriften”, skriver kommunikationsfirmaet Frontal som står bag FlyKlys danske pressemeddelelser, “men med Smart Ped har FlyKly udviklet en løbecykel der i praksis fungerer ligesom en elcykel hvor den ekstra fremdrift motoren giver, skabes af brugerens skub med foden. Og netop derfor er Smart Ped lovlig hvor andre elløbehjul ikke er det.”

Smart Ped startede som et kickstarterprojekt og kan nu købes i FlyKlys webshop for cirka 8.900 kr. (1.200 euro). I 2015 kunne man få en prøvetur på Rådhuspladsen i København, men der findes desværre ingen forhandlere i Danmark i skrivende stund. Man kan derimod prøvekøre og købe Smart Ped i butikker andre steder i Europa, bl.a. Berlin og Oslo.