Ikea tilbagekalder Sladda

Ikea har valgt at tilbagekalde remtrækcyklen Sladda. I pressemeddelelsen skriver Ikea:

“Sikkerhed har altid høj prioritet i IKEA, og vi tilbagekalder derfor som en sikkerhedsforanstaltning SLADDA cykel på grund af sikkerhedsproblemer med drivremmen. Vi opfordrer alle kunder til at stoppe med at bruge cyklen øjeblikkeligt, da drivremmen kan springe. IKEA har modtaget 11 rapporter om sådanne hændelser, og to personer er kommet lettere til skade. Hos IKEA havde vi et ønske og en idé om at ville skabe en bæredygtig urban transportløsning. Vi udviklede derfor SLADDA cyklen, der har et flot design, vi er stolte af. Men da vi ikke mener, at cyklen overholder IKEAs stramme krav til sikkerhed, opfordrer vi derfor alle kunder til at komme retur med deres SLADDA cykel. Der er solgt godt 6.000 cykler på globalt plan, heraf ca. 250 stk. i Danmark.”

Jeg opfatter Ikea som en virksomhed der er gode til at indrømme fejl og udsende tilbagekaldelser af produkter der ikke lever op til deres sikkerhedskrav, og det synes jeg de skal have ros for. Det er selvfølgelig trist at Ikea ikke lancerer en forbedret version af Sladda – en cykel med en bedre rem (fx Gates som jeg nævner i konklusionen på Syv uger på Sladda) og en bedre frempind.

For som Ikea selv skriver i pressemeddelelsen, lå der en lidt større vision bag cyklen; der skal vel noget mere end en fiks ide til at en møbelgigant satser på at udvikle cykler. Jeg håber ikke visionen er helt død; jeg har i hvert fald fået smag for remtræk. Allerhelst så jeg selvfølgelig at Ikea samlede designholdet bag Sladda og udviklede en footbike. Så behøver man ikke bekymre sig om kæder eller remme der springer.

Læs også: Biomega slår Sladda