Legobørn bygger bedst

#syvugerpåsladda

Første del af min Syv uger på Sladda-test bestod i at samle cyklen. Ligesom de fleste andre produkter fra Ikea følger der en samlevejledning med. Nogle mennesker hader ikeamøbler og ikeasamlevejledninger, andre har det fint med dem. Min søn Moses og jeg selv hører til den sidste gruppe. Moses har altid været god til at bygge legoting, og de kompetencer han har erhvervet sig som legobygger, bruger han når vi samler ikeamøbler. Moses har både samlet kommoder og stole fra Ikea, og samtidig elsker han cykler, så det var oplagt at spørge om han ville være med til at samle cyklen.

Jeg var spændt på hvor lang tid det ville tage at samle cyklen, om det krævede hjælp fra en cykelsmed, eller om almindelige mennesker som mig kunne klare det. Jeg har tidligere samlet footbikes og repareret småting på cykler, så jeg er ikke helt tabt bag en cykel, men jeg er ikke sådan en hipstercykelbygger der bare elsker at stå og smøre gearkabler og justere bremseklodser hver aften. Faktisk overhovedet ikke. Denne blog er netop drevet af en fascination af det enkle ved footbikes og andre køretøjer der ikke kræver en masse vedligehold.

Det tog Moses og mig cirka en time at samle cyklen. Vi fulgte vejledningen stille og roligt, og der var ikke rigtig nogen dele af processen der overraskede os eller voldte problemer. Nogle ting var helt basic – f.eks. hvordan man monterer og justerer sadlen og styret – men jeg havde to udfordringer: Den ene var at den fleksible styrpind virkede lidt løs selvom jeg strammede skruen. Men efter at have strammet styrpindens justeringsskrue et par gange – og man skal jo altid huske ikke at bruge for meget vold når man skruer på cykeldele – virkede den stærk og stabil. Den anden ting var at bremseskiven skrabede en lille smule mod et eller andet og lavede en lille irriterende lyd, og jeg kunne ikke lige se i samlevejledningen hvordan jeg løste problemet. Jeg tror jeg er cykelmusen til højre der undrer sig over en mærkelig lyd i forhjulet:

Men jeg tror nu at jeg har gjort det nogenlunde rigtigt, og begge skavanker kan jeg leve med her i testperioden. Men hvis jeg selv skulle ud at købe en Sladda i morgen, ville jeg måske spørge en cykelsmed – eller allerbedst en cykelkyndig ikeamedarbejder – om hjælp med lige at justere et par skruer.

Hvis du vil se samlevejledningen – før du køber en Sladda, eller hvis du bare er nysgerrig – kan du finde den online.