Overnatning på Kattegattleden og Öresundsleden (SL5)

Kattegattleden er en 395 km lang cykelrute fra Helsingborg til Göteborg, og Öresundsleden er del af den 1200 km lange vandrerute Skåneleden.

På min footbiketur fra Helsingborg til Kullen og retur kørte jeg 2 x 35 km. Ruten dækker cirka den første af Kattegattledens otte delstrækninger.

Jeg havde medbragt en bivy bag så jeg kunne overnatte under åben himmel – det kan du læse mere om i indlægget Sov på stranden – men der findes andre gode overnatningsmuligheder mellem Helsingborg og Kullen.

Her er de shelters og campingpladser jeg passerede på min tur. Jeg har været så flink at tage billeder af dem og linke til Google Maps så du lettere kan finde overnatningsstederne.

SHELTERS PÅ KATTEGATTLEDEN

De shelters (eller vindskydd som de hedder på svensk) jeg passerede på vej til Kullen, var hyggelige og havde pæne toiletforhold.

DOMSTEN (GOOGLE MAPS)

Lejrpladsen i Domsten ligger i udkanten af byen og kun 100 meter fra stranden. Der er shelter, bålplads og pæne toiletforhold.

STRANDBADEN (GOOGLE MAPS)

På lejrpladsen i Strandbaden er der shelter, bålplads og toilet, og pladsen ligger 50 meter fra stranden. Toilettet er pænt og rent.

JOSEFINELUST (GOOGLE MAPS)

På nordøstsiden af Kullen ligger lejrpladsen Josefinelust. Der er to shelters, bålplads og toilet. Fra lejrpladsen kan man gå ned til stranden Josefinelust. Det er ikke en badestrand med hvidt sand, men en smuk stenstrand omgivet af klipper. Stedet besøges af mange dykkere og snorklere der svømmer rundt om klipperne og ind i de grotter som ligger tæt på stranden.

HIMMELSTORP OG NIMIS (GOOGLE MAPS)

Tæt på parkeringspladsen ved Himmelstorpsgården ligger der endnu et shelter med bålplads. Det ligger også tæt på Lars Vilks omstridte træskulptur/-byggeri Nimis som er et besøg værd for både børn og voksne.

CAMPINGPLADSER PÅ KATTEGATTLEDEN

Det er også muligt at overnatte på campingplads mellem Helsingborg og Kullen. I 2018 kørte jeg forbi to hyggelige campingpladser som ligger tæt på stranden. Lerberget lukker i september, men der findes en campingplads, First Camp, sydøst for Mölle og Kullen som har åbent hele året.

LERBERGET CAMPING (GOOGLE MAPS)

Ligesom lejrpladserne Domsten og Strandbaden ligger Lerberget Camping tæt på stranden. Ud for campingpladsen findes desuden en af de cykelpumper der er placeret langs med Kattegattleden.

ÖRESTRAND CAMPING – LUKKET (GOOGLE MAPS)

Da jeg kørte til Kullen i 2018, fandtes der også en campingplads ved Strandbaden, Örestrand, en lille hyggelig campingplads ved stranden. Der var også hotelværelser og konferencefaciliteter. Stedet er siden blevet solgt, og det er vist ikke muligt at campere der mere.

One comment

Comments are closed.