På footbike til Kullen

Den rute skal jeg da køre på footbike, tænkte jeg da jeg hørte om Kattegattleden – cykelruten fra Helsingborg til Göteborg som i foråret blev kåret som Årets Cykelrute 2018 af den hollandske cykel- og vandremesse Fiets en Wandelbeurs.

Jeg havde aldrig været på Kullen, så jeg besluttede mig for at køre den første bid af Kattegattleden – turen fra Helsingborg til Mölle og Kullen. Jeg tog footbiken med i Øresundstoget til Helsingør og sejlede med Scandlines til Helsingborg. Færgebilletten kostede 74 kroner t/r, og det var gratis at tage footbiken med. Billig rejseform.

FORBI STRANDE, GODSER OG TRÆHUSE

Hele Kattegattleden er 395 km i alt, og jeg kørte de første 35 km mellem Helsingborg og Kullen.

Man kommer forbi skove, strande, havne, godser og selvfølgelig en masse svenske træhuse på turen. Ruten er tydeligt afmærket med brune skilte, men man kører hele tiden relativt tæt på kysten, så hvis man skulle komme lidt på afveje, er det let at finde ruten igen ved at søge ud mod kysten.

Turen var lidt en rekognosceringstur, for eftersom jeg aldrig havde været på Kullen før, ville jeg gerne undersøge mulighederne for at vandre med familien på Kullen eller tage dem med ad Kattegattleden på footbike eller cykel. Undervejs stoppede jeg derfor og tog billeder af de overnatningssteder der findes på strækningen. Dem kan du se i indlægget Overnatning på Kattegattleden.

BAKKER OG BELØNNINGER

At køre op ad bakke på en footbike er selvsagt anderledes end på en almindelig cykel da en footbike jo ikke har gear – der er to hjul og to ben som tilsammen skal gøre arbejdet.

Lige nord for Helsingborg mødte jeg den første større stigning, bakken op til slottet Sofiero. Den var hård, så jeg trak footbiken noget af vejen. Til gengæld føltes det som en dejlig belønning at køre ned ad samme bakke på hjemturen efter 70 km på footbike.

På turen til Kullen tillod jeg mig selv at stoppe undervejs og køre lidt væk fra ruten hvis jeg så noget spændende.

I den lille by Domsten (hvor der også er en lejrplads) så jeg et skilt hvor der stod at man kunne købe nyrøget fisk på havnen. Jeg lagde derfor vejen forbi den lille hyggelige lystbådehavn i Domsten og fik nyrökt makrill och pommes i Christians Fiskebod.

Her kan du se nogle af de smukke steder jeg passerede på turen. Jeg viser dig selvfølgelig ikke alt det smukke, for du skal unde dig selv en footbike- eller cykeltur på den anden side af sundet hvor du kan svælge i de mange tusinde indtryk sådan en tur byder på.

HVOR MEGET VÆRKTØJ SKAL MAN HAVE MED?

En af grundene til at jeg er så vild med footbikes, er at der ikke er så meget at vedligeholde og reparere. Der er jo ingen kæder eller gear på en footbike, og derfor kunne jeg klare mig med en lille æske med lappegrej, to unbraconøgler og en fastnøgle.

Jeg tror ikke jeg havde kunnet klare alle reparationer selv hvis jeg havde kørt den samme tur på en almindelig cykel, men på en footbike var jeg ikke nervøs for at tage af sted; der er relativt få dele der kan gå i stykker.

OVERNATNING PÅ KULLEN

Kullen er et naturreservat, og derfor gælder der nogle lidt andre regler for overnatning end i resten af Sverige. I Sverige gælder som bekendt allemansrätten (allemandsretten) som giver alle ret til at færdes overalt i den svenske natur. Men der er undtagelser, bl.a. i naturreservater.

Heidie Pålsson fra Höganäs Kommune oplyste at man måtte sove i en sovepose under åben himmel på Kullabergs naturreservat, men at man ikke måtte slå telt op, “kun ved et mindre markeret område i nærheden af parkeringspladsen ved Josefinelust”. Det var grunden til at jeg valgte at tage en bivy bag med. Det kan du læse om i indlægget Sov på stranden.

Jeg havde oprindeligt planlagt at sove på stranden ved Kullen, men jeg forelskede mig i stranden på Domsten, så jeg besluttede mig (trods trætte ben) for at køre 25 km mod syd samme eftermiddag.

TIL INSPIRATION

Selv er jeg blevet meget inspireret af footbikere som Marek Jelínek som poster smukke footbikebilleder fra forskellige kontinenter, Dave Cornthwaite som har krydset Japan på footbike, og ikke mindst La Trottineuse som footbiker hele verden rundt og i skrivende stund er i Sydøstasien.

Måske kan mit mikroeventyr inspirere dig til at komme ud på landevejene. Man behøver jo ikke lægge ud med en tur til Sydøstasien; man kan begynde med en tur langs Øresund.

.

Læs også: Sov på stranden og Overnatning på Kattegattleden